Dengang for længe siden...

I sidste uge var jeg matematikvikar i en fjerde klasse - absolut ikke min spidskompetance. Heldigvis havde jeg tidligere været i klassen som vikar, og dengang havde jeg fortalt historier om min barndom og om min morfar. Min morfar er der mange gode historier om, så mange at jeg har overvejet at skrive en børnebog, som uden tvivl ikke ville blive helt stueren, hvis den nogensinde fandt vej til tryk. 
Gensynsglæden var stor, da jeg entrerede klassen, mon jeg havde flere vilde historier om morfar og min barndom?. Vi slog en handel af, de lavede matematik den første halvdel af timen, og jeg fortalte så historier i anden halvdel.

Når jeg fortæller historier om min barndom, går det for alvor op for mig, at jeg ikke er helt ung længere. Det er længe siden verden så ud, som den jeg skildrer i mine fortællinger. Mange af de ting jeg refererer til, kender børnene ikke, så jeg må tegne og forklare undervejs.
Forleden fortalte jeg om min barndom i Gullestrup. Mine forældre fik mig som ganske unge, min mor var netop fyldt 17 år, da jeg kom til verden. Så de første år - mens min seje mor tog studentereksamen, boede vi hos mine bedsteforældre i det lille hvide hus i svinget på Løvbakkevej. Min morfar er smed, og han havde dengang smedevirksomhed i værkstedet der lå i forlængelse af huset. Jeg tænker tilbage på mange gode dage i mine bedsteforældres hjem, der var frit, og trods de beskedne kvadratmeter i det lille hvide hus, har jeg altid følt, at der var højt til loftet. Måske fordi verden udenfor med markerne, gårdene og skoven også udvidede sig til at blive min legeplads.
Få meter fra haven lå diget, hvor jeg havde mit klatretræ og i haven hyldetræet, hvor under jeg havde min hule. På loftet var gamle tønder med tøj - i gamle kufferter var min mor og morsters legetøj gemt, og jeg fik lov at lege med tingene. På loftsværelset boede min moster, indtil hun flyttede hjemmefra. I værkstedet arbejdede min morfar, og jeg "hjalp" ham, sorterede hans værktøj i bunker og pillede lidt hist og her. Hver dag fik vi besøg af posten, mælkemanden og en gang om ugen kom fiskebilen - også ostebilen lagde vejen forbi. Posten, mælkemanden og mælkemandens kone fik ofte en kop kaffe og lidt snak i køkkenet. 

Sidenhen flyttede min mor og jeg i en lejlighed, men jeg kom stadig ofte hos mine bedsteforældre. Når skoledagen var omme, blev jeg hentet af mormor og pingeserhunden Babsen. Med en Troldepusbog i tasken var jeg klar til at hygge mig på divaen i stuen med højtlæsning af mormor. Dengang synes vejen fra skole og hjem til mine bedsteforældre vældig lang - først skulle vi forbi det lille røde hus, dernæst forbi gartnerens hus, så hans have med frugttræerne  - så boldbanerne og så de åbne marker, hvor det ofte (i hvert fald i min erindring blæste) - når vi var forbi transformatortårnet havlt nede af bakken, var vi godt halvvejs.
Dengang var der gårde omkring mine bedsteforældre - ved skolen var Tage og Mies gård, Juhl og Hulda boede i huset bag skolen... Fra stuevinduerne kunne vi se ned til Fløes, og bag dem på marken var skøjtebanen. Fra køkkenvinduerne kunne man se Østergård - og lægere oppe af vejen ved Branddammen lå Brændgård, derefter mellemgård - og dernæst den hvide gård med porten ind til gårdspladen. Tog man turen op mod skoven -Løvbakkerne, kom endnu flere gårde.

Sådan ser det stadig ud på Løvbakkevej, når jeg lukker øjnene og tænker tilbage.

- Men virkeligheden er en anden. Herning kommune opkøbte i min barndom gårdene i Gullestrup, da de havde store planer med området derude, der på sigt skulle blive til et lukrativt område, med søer, roning og patriciavillaer. Landmændende flyttede fra gårdene, og i mange år de øde og forladte hen. De gamle bygninger og haverne virkede som magneter på mig. Jeg ved præcis i hvilke af de gamle haver der gror hvilke træer og planter, for jeg har været der så mange gange og har samlet de skønneste buketter. Og jeg ved også, at der i Østergårds have bag rodondendronen er et "lyntræ", som lynet en gang slog ned i, og flækkede det midt i gennem, men det var dengang, min mor var barn.
 
Transformatortårnet og de gamle telefonmaster er forlængst borte, brandammen dækket til, gårdene væltet og digerne jævnet med jorden. For ca. 10 år siden blev mine bedsteforældres hus eksproprieret, og ikke meget er fysisk tilbage af det, der dannede rammen om min barndom hos mine bedsteforældre.  
Men haverne fra de gamle gårde er der stadig. Kun ganske få kan finde dem, men de er der! ... og jeg ved stadig præcis hvor, jeg skal hente mine vintergækker og dortealiljer i februar/marts. Jeg ved i hvilken af haverne anemonerne gror i april, og at det er Fløes have jeg skal til efter påske- og pinselinjerne. I en af haverne er der stadig løjnantshjerter, gule liljer og kæmpe valmuer. Jeg ved også, at der i eneboerens hus på den anden side af Løvbakkerne er et skønt blommetræ, men jeg kom der sjældent, for vi børn havde pisket en stemning op om, at hende der boede der, var sær - nærmest lidt hekseagtig - og tænk, jeg synes stadig det hænger ved.  

Stederne er stadig særlige, fordi de i den grad minder mig om min barndom. De minder mig om ture med min mor til haverne, hvor vi gravede stauder op til vores egen have i Tjørring. De minder mig om gåture med mormor og hunden.  Og de minder mig om den tiltrækning stederne havde på mig... - også lidt uhyggeligt, fordi de gamle forladte gårde stod øde hen, men det har aldrig været bygningerne der har optaget mig. Kun de gange jeg har været på gårdene med min far, turde jeg gå ind i de forladte stuehuse og i laderne. I stedet kom jeg efter blomsterne i haverne. Den dag i dag kunne jeg nok ikke have næret mig for, at kigge indenfor i håb om at gøre et fund eller flere, men sådan var det ikke den gang.

Og hvorfor så alt det her? Jo, fordi jeg i går søgte tilbage... jeg var på planteskolen og så der blåbærris og nogle fine grene, som jeg i min erindring huskede også voksede i en af haverne ved Gullestrup. Så derfor satte jeg kurs mod mit barndomsland. Forbi Juhl og Huldas hus som nu står øde hen, forbi den gamle skole, forbi garnterens hus - boldbanerne - ned af bakken, hvor markerne tidligere lå, men nu er der istedet præstebolig, kirke og på modsatte side - nybyggeri. Jeg kastede et blik på Fløes have, som stadig er der ... og på skøjtebanen, som er langt mindre nu end dengang. Satte kursen videre mod Løvbakkerne og drejede i Y'et - lidt frem, en gemt grusvej på højre hånd - og vupti ... en af mine eventyrhaver med netop de grene jeg søgte... Videre ad vejen mod skoven - og der, præcis som jeg husker det, stod de fineste blårbæris og ventede på mig.

I skrivende stund tænker jeg, at jeg måske skulle meddele kontoret, at jeg gerne igen stiller op som matematikvikar i fjerde, så jeg kan få hentet flere af mine minder frem