Ærligt, da jeg i morges slog de lidt for tunge øjenlåg op, efter at have hygget så gevaldigt længe ude i nat og de blev mødt af silende regn, blev jeg lidt ekstra træt ved tanken om landsskueaftalen med drengene. Jeg skal blank erkende, at jeg ikke ilede ud af sengen, at jeg måske sov lidt længere end beregnet, at jeg heller ikke hastede med at vække drengene - og, at jeg måske lige for en stund overvejede, om det var i år den ellers så fine tradition skulle erstattes med indendørs aktivitet .
Meeeennnnn efter et vejrtjek og med udsigt til opklaring over middag, begav vi os iført regnjakker og røjsere ud i livet. Første stop var afhentning af kusine Dagmar, ikke helt så tidligt som aftalt, men afhentning trods alt.
Og vejrudsigten skulle vise sig at holde stik. Over middag klarede det op.
I staldene fik vi set utallige køer, heste, kaniner, høns, gæs. grise, geder, får ... og så indfangede vi et par kyllinger, som gerne ville holdes lidt. Særligt får og kaniner, fik vi lang tid til at gå med at kigge på. Børnene måske nok mest med kaninerne, men jeg blev ret betaget af de forskellige fåreracer. Min mor har flere gange sagt, at hun gerne vil have får, når hun engang bliver pensionist,. Jeg håber, hun mener det, for det gad jeg virkelig godt. Får, uld, lam, kød ... sikke en fest .... (slagtning tralalalallllaaaaa, den dag har jeg så tilfældigvis planlagt udrejse af landet og glimrer med mit fravær), men alt det andet, deltager jeg gerne i og med - aftale mor?
Mor, jeg ved, du læser med ... så lige en sidebemærkning til dig.
Faktisk har jeg allerede fundet den fårerace "vi" skal have. Du kan se den på nedenstående billede, bedårende dejlig - ikke?
På Landsskuet var der også den fineste stand med orkideer. Selvom jeg med årene har haft adskillige sorter, som det er lykkedes mig at slå samtlige ihjel af, kunne jeg ikke dy må for at købe et par nye med hjem. Dagmar og Viktor var lidt rundt på egen hånd, men Arthur fulgte mig tæt, så han og jeg fandt sammen de allerfineste, hvilket vi heldigvis var ret enige om.
Der er meget at se på Landsskuet. Noget af det, jeg holder allermest af, er området for børn, hvor de kan fiske i vandhullerne, bage pandekager over bål, se bistader og gå på opdagelse i friluftshaverne. I år var der i haverne opstillet forskellige slaginstrumenter - super fint
Viktor var forbi biavlerforeningen - her til aften hentede han vores jakker frem fra værkstedet. Mor "vil du være sød at få dem vasket, så jeg kan komme i haven til mit bistade"? Der er ingen vej uden om, vi skal have sådan rigtig gang i det stade igen. Der er fortsat liv i stadet, det har jeg tjekket, men tavlerne og dronningegitteret har vi ikke fået sat i, det er en fejl, som vi også må have gjort til et af vores sommerferieprojekter. En ting mere, jeg gerne vil have i haven, er et insektbo, og jeg fandt god inspiration til et sådan i dag.
Vi fik også set opvisning af den jyske hest, vi fik set hingstekåring, dressurridning - endda et show med ensilage (sidstnævnte hang vi dog ikke ud ved ret længe)
http://hjornholmpil.blogspot.dk/
Nu skal jeg i seng, for i morgen har jeg flere og nye planer... De indebærer min far og bedstefars gravsted, mange sten, en murhammer, godt liggeunderlag, knofedt, lidt om at samle puslespil og en pokkers masse tålmodighed ... det kræver vist en god nats søvn for, at jeg kan komme i mål med den plan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar