torsdag den 30. juni 2016

Stille ...




For mig er lyden af brusende Vesterhav noget særligt, ligeledes lyden af sus i høje trækroner, duften af nyslået hø og lyden af stilhed herude på landet.
Lige nu nyder jeg stilheden, der er ikke en vind, der rører på sig, himlen er mørk, men så langt fra sort. Et stykke herfra glammer en insisterende hund, så luk den dog ind, tænker jeg, men måske de sover? Drengene sover, de glæder sig, for vi skal på Ungskue i morgen - Allan sover også, han skal på arbejde, men jeg sover ikke, og har ikke lige planer om at overgive mig til søvnen lige foreløbigt, dertil er det hele lidt for stille på den særlige og gode måde. 
Noget særligt er det også at have taget hul på en hel og ubrugt sommerferie. Det er over midnat, men bålet i udendørskaminen brænder fortsat efter besøg af naboerne, og natten er stille og venlig, så jeg er kravlet under tæpperne og gør nu status over den første rigtige sommerferiedag.

Drengene og jeg har haft en aktiv dag, måske nok mest på mine præmisser, men jeg vover at tro, at de har hygget sig, med de gøremål jeg fandt vigtige for dagen. Vi har været en tur ude og plukke grøftekantsbuketter til Mette. 



Dejlige Mette, som efter min bedste overbevisning er byens skønneste bager. I går da jeg besøgte Mette, kom vi til at tale om, hvor fantastisk naturen er netop nu, hvor det bugner med fine græsser og blomster i grøftekanterne. Og så var det, at vi besluttede, at der skulle fine vilde buketter på bordene i Mettes skønne cafe - som du kan læse mere om her AROMA  og her Aroma.
Mette kvitterede med dejlig kaffe til mig og kakao til drengene.



Dernæst gik turen til økobutikken efter løg, nye kartofler, ærter, hindbær og salat til aftensmaden, hvor vores naboer var inviteret til spisning. Herfra en tur på gartneriet efter blåbær og ikke så planlagt, men alligevel også alt alt alt for mange planter...


Eftermiddagen bød primært på tilberedning af sommermad - salater, skrabning af nye kartofler og en rabarbercrumbledessert. Vejret artede sig, så vi satsede og dækkede op i haven - et godt sats, for de sorte skyer drev alle væk fra Kollund og hernede under halvtaget i læ fra træerne og med varmen fra kaminen, har vi hygget os.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar