onsdag den 29. juni 2016

Sommerferie!!!!!

 
SÅ nu er det nu, - der er dømt sommerferie fra og med i dag.  
Hvor har jeg set frem til ferie, og hvor har jeg allerede lavet mange skønne planer for den.
- Sommerhusplaner, besøge venindeplaner, lave hus planer, rejseplaner... - mange planer, men på den fede måde
 
I aften tog drengene og jeg en tur hjem til bedstemor og bedstefar, for de har nemlig også planer, rejseplaner som starter lige om lidt og varer de næste mange uger frem.
Det er mærkeligt og en smule barnagtigt, men jeg bliver altid lidt vemodig, når det er tid for at tage afsked inden familiemedlemmer drager af sted mod forskellige feriemål. Selvfølgelig er det dejligt, at vi hver især skal ud og opleve og se en masse, for derefter igen at samles og kunne dele, men at det også er lidt vemodighed, kan jeg ikke sige mig fri for...
 
 
 
Vi nød aftenen med tur i haven. Min mor har fået nye høns, og se dem kan jeg li. De er pæne, har ikke hakket hinanden skaldede i nakken (endnu),. Så hvis hun drister sig til at spørge mig, så tror jeg godt, at jeg vil passe dem. Min hønsefobi er måske nu reduceret til kun at gælde de grimme og ulækre høns. Arthur fik hoppet meget og Viktor lidt mindre på trampolinen. Vi var også en tur ved søen, hvor resultatet af flere års strøning af gule irisfrø og plantning af åkander, nu kan nydes. Også kattekillingerne blev nydt. Og jeg fik plukket græs, fordi de lige nu er allersmukkest, at min høfeber så brød ud i lys lue kort tid efter, er en anden snak, og når jeg kigger på buketten der nu er arrangeret i stuevinduet, tænker jeg, at det er det værd.

 
Og så var drengene og jeg en tur i køkkenhaven.
I morgen får vi gæster, og de skal have rabarberkage. Nu hvor jeg har brugt samtlige af mine egne rabarber, er det altså godt, at min mor har en stor køkkenhave, hvor jeg fik lov at skære.
Også hvidløgsblomster og mynte kom med hjem. Køkkenhavebesøget bød også på spisning af årets første hindbær, og ikke mindst duften af morgenfruer, en duft, der for mig er lig sommer og ferie.
 

Jeg overlod for en stund kameraet til Viktor og Arthur - det blev der en hel billedserie ud af.
Faktisk synes jeg, at de to drenge har gjort det ret så godt med kameraet. Indrømmet, billedserien med den halvkvaste coladåse, som de så også valgte at tage utallige billeder af, har jeg dog valgt ikke at forevige her.
 

Drengene var noget trætte af, at ærterne endnu ikke var klar... Vi forsøgte, at spise lidt ærteskud i stedet, men Viktor konstaterede ret hurtigt, at det var en ringe erstatning. Så når bedstemor og bedstefar kommer hjem fra ferie, kender jeg to drenge, der vil sætte pris på, om ærtebedet bugner.

 

2 kommentarer: