I live...

Hvorfor er det, at du ikke længere skriver på Ylvalishule, og hvorfor tager du ikke billeder?

Spørgsmål jeg hen over det seneste år, jævnligt er blevet stillet. Ærligt, jeg ved det ikke helt, så sådan helt skarp på 

det, er jeg ikke, men det er vel en kombination af flere faktorer, tænker jeg.

For præcis et år siden, var min morfar på sygehuset, han var virkelig syg, men også stædig og egenrådig ... Han ville ikke tage den medicin, han blev ordineret - han ville ikke dø, men ville (set i bagklogskabens klare lys) vist heller ikke leve, hvis det skulle være under de betingelser, fremtidsudsigterne bar hen imod. Min morfar ville ikke være en gammel mand, de præmisser der fulgte med det, accepterede han ikke, og han kunne ikke være i det. Så syg, gammel og godt hjulpet på vej af egenrådig- og stædighed, mistede jeg min morfar.

Det efterlod mig med et kæmpe tomrum af savn og et så at sige "gøren op" med mange ting.

Min morfar var for mig noget ganske særligt. Og i hans øjne var jeg, alene fordi jeg var Kristina, noget særligt. Måske netop derfor har det været så tungt at acceptere og leve videre med, at han ikke længere er en fysisk del af min hverdag.

Nogle siger, det er også min erfaring, at det første år efter at have mistet, er det sværeste - og sådan har jeg nu, hver eneste dag i et år savnet ham ... - det gør jeg stadig. men langsomt vænner jeg mig vel til at parkere savnet. Jeg er jo også glad, bevares, der er meget at være både glad og taknemmelig for, men melankolien, tankerne og lysten til at dele har bare ikke være intakt.

Jeg har jævnligt savnet at skrive, faktisk tror jeg, at det at få ord ud gennem fingrene for mig er en slags terapi, men af uvisse årsager, er den form for terapi, ikke den jeg griber til, når jeg er trist, det ved jeg nu.

I går var jeg i haven... Jeg nød det! Viktor og jeg "tømte" planteskolen for krydderurter, tomatplanter ... og så stod dagen ellers på at plante i drivhuset og i potter og krukker.
Da min morfar for et år siden døde, ønskede han, at jeg skulle overtage hans kælder. Min morfar var smed og havde haft eget værksted, det var hans store passion, og han havde således gennem et helt liv samlet værktøj og maskiner, alt sammen noget som jeg overhovedet ikke forstår mig på, men som kælderen var fyldt til bristepunktet med.
Det har været vigtigt for mig at få ryddet op i hans ting ... men det efterlader mig unægtelig med en samling, som jeg ikke ved det fjerneste om. Men i blandt hans mange ting, var også jernborde og gamle trækasser, og i går kom det så i brug igen.
Bordet fik jeg med møje og besvær mast gennem garagen, og nu er det så mit nye krydderurtebord. Kasserne som tidligere har huset noget af min morfars værktøj, er blevet til plantekasser.

Morfar ville nok ikke have forudset, at det skulle blive værktøjskassernes skæbne. Da jeg i går havde travlt med at plante og regere, snakkede jeg lidt med ham om det. Jeg blev enig med mig selv om, at det måske alligevel ikke var så tosset endda og, at han nok også ville kunne tilgive mig det, nu hvor det er mig. I hvert fald er der nu igen liv i nogle af morfars ting, og det er vel sådan det skal være ...

Da jeg i går baksede rundt mellem morfars ting stødte jeg også på hans svejserapparat.
Det vil jeg lære, jeg VIL lære svejse. Det kunne være så megasejt at stå i morfars gamle blå kedeldragter, med hans svejsemaske og svejse - det vil jeg! Og så er jeg helt sikker på, hvis der skulle være en smule tvivl, at det er ok med planter i trækassserne. Jeg er jo bare en håbløs amatør ud i jern, værktøj og maskiner.

Jeg satser på, at dette skal blive afsæt til at puste lidt liv i bloggen igen... Jeg tror, at der er ord og billeder i mig igen ... og jeg tror, at jeg har energi, lyst og overskud til at dele noget af alt det, jeg holder af med jer igen.