torsdag den 1. november 2012

November - og lidt om en tante


Det er blevet november. Mørket har indhentet os, de lyse timer er færre, og for eget vedkommende melder aftenens træthen sin ankomst langt tidligere end vanligt. Indrømmet, november er ikke blandt de måneder, jeg holder mest af.
Jeg er så heldig, at blogland allerede på nuværende tidspunkt har bragt mig nye bekendtskaber. Der i blandt Marina som skriver bloggen Badut. I dag læste jeg hendes indlæg om Tante November. Det gav mig lidt stof til eftertanke... Jeg har som menneske ikke tid til hvert år, at længes efter december. For efter december at længes efter februar og endnu mere efter marts, hvor det så småt begynder et piple lidt igen. Jeg har besluttet, at jeg fra dags dato, ligesom Marina, vil omfarvne Tante November - hende tanten i den grå uldfrakke med de hyggelige vanter og rimfrost i håret skal bydes velkommen med et varmt knus.

Noget af Marinas fine indlæg og skønne tanker tillader jeg mig at citere her, for jeg synes, det er så fint.

Tante November er årets mest misforståede måned. Jeg ved det, for jeg har selv hørt til dem, der ikke begreb hendes gavmildhed, og i stedet hyggede mig lidt med at hade den grå tante. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg i stedet ville omfavne tanten, og fra da af gik det langsomt op for mig, at november har sine egne gaver.
I november er tiden din egen.
Javist kan du jage efter julen allerede, eller bruge dine dage til at jamre over den grå regn, men det er dit helt eget valg. Hører du til dem, der vil hade tanten, kan novembers rolige pause alligevel aldrig blive din.
November kræver noget af dig, men hendes krav er helt anderledes, end dem de øvrige måneder stiller. Året rundt er der ting at nå og fester at holde. Vi skal danse om træer og bade på strande. Vi skal plukke æbler og suge forår ned i maven. Gør vi ikke alle de frydefuldt lykkelige ting, mangler de på en eller anden led i vores årstidshjul.
I november skal vi ikke noget. Slet ikke noget. Derimod er der en verden af ting ,som vi må, hvis vi selv vil. Vi kan tænde lys i mørket, bage kager i køkkenet og finde roen til at læse en bog under uldtæppet.
...
Byd Tante November velkommen, mærk at hun vil dig det godt og tag imod hendes rolige pause.

Tak Marina, fordi du har været med til at åbne mine øjne for, hvad november også kan være.


3 kommentarer:

  1. Badut er også at finde i min mappen med "blogs jeg jævnligt tjekker". Lad os mødes imorgen rustet med godt november-humør.

    SvarSlet
  2. Hvor bliver jeg glad når nogen som du kan bruge det jeg skriver. Selv har det faktisk taget mig mange år at lærer at elske november, men jeg siger dig mit efterår er bare blevet så meget dejligere efter at jeg begyndte at holde af tanten præcis som hun er. Glædelig november hygge.

    SvarSlet
  3. Kæreste Marina - jeg synes, dit indlæg om november tanten var så fint. Og selvfølgelig er det hele da langt sjovere, hvis vi lærer at holde af alle årets måneder. Faktisk har min november indtil videre været gangske hyggelig - travl, men hyggelig - helt bestemt! Så tusinde tak for dit gode indlæg, som jeg både fysisk og pyskisk "stjal" lidt af.

    SvarSlet