Bedste ringede i aftes. "Har du mon tid til at komme forbi i morgen ?" Spurgte hun.
"Tid? Ja, selvfølgelig!" svarede jeg. Bedste ville gerne vise mig juletræstæppet, hun er gået i gang med at brodere til mig. Hun var blevet i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne lide det, hun havde gang i. OM JEG KAN LIDE DET???? - Jeg er fuldstændig vild med det. Bedste har lånt mange af mine børnebøger af Elsa Beskow. Hun var en vidunderlig børnebogsforfatter og hendes illustrationer ganske uimodståelige. Det er bogen De små Skovnisser, bedste har kastet kærligheden til. Det er den skønneste bog om små nisser, der bor i skoven blandt alle skovens dyr. Nissernes univers beboes af svampe som nisserne kryber i ly under, hyggelige koglefolk, fyr, gran og egetræer som beboes af uglefamilien og flittige egern. Der er sneharer, pindsvin, flagermus som nisserne flyver på og tykke tudser. Jeg elsker den verden, og har mange gange været på rejse i den. At det er den historie der skal fortælles rundt på mit juletræstæppe, kan jeg kun juble over. Første motiv nålen arbejder med, er sneharen og et fyrtræ. Jeg af fuld af begejstring, beundring og inderlig glæde over, at min bedstes "nåle" kan finde så fine motiver og overføre dem til tæppet. Tak sødste bedste, fortsæt dit skønne arbejde, og om jeg kan lide det? - Jeg elsker det!
Efter jeg havde sukket og jublet over tæppet, gik vi i pulterkammeret på jagt efter filt. Hu-ha, der er mange fine sager i bedstes pulterkammer, vi fandt filt - men også stoft, blonder, silkesatin og meget andet, som bedste for mange år siden arvede af en gammel dame, der havde undervist i at sy lampeskærme. Nu er de fine sager mine. Jeg håber, jeg kan give dem nyt liv, og finder på den helt rigtige ide til det.
I kælderen var der også fine broderier - også et par stykker min far har lavet, da han var dreng. Jeg bliver varm om hjertet, lidt ked af det og fuld af længsel efter at være sammen med ham, når jeg ser de fine sager, han har lavet. Jeg tænker, at de fine broderier måske kunne sættes ind i en pude til mine drenge?
Efter oprydning i pulterkammeret snakkede bedste og jeg om syltede græskar. I min oldemors gamle bog fandt vi flere opskrifter på syltede græskar, så nu kan jeg bare sætte i gang. Bogen er SÅ fin, tænk min oldemor for over 100 år siden, da hun var ung, har skrevet opskrifterne i den bog - også min bedstemors søstre og min egen bedste har skrevet i den - og engang bliver bogen min, det har bedste lovet mig... men hun har logså ovet mig, at der går mange mange år, inden jeg skal arve den, for min bedstemor skal blive gammel, rigtig rigtig gammel... - det har vi lavet en aftale om - så sent som i dag!
Brombærene er nu syltet, ligeledes asier og hyben. Hyben er dog nogle små bæster at rengøre. de er smukke, men for den da, der er meget arbejde forbundet med at sylte hyben. Og så må jeg jo også tilstå, at jeg ikke er blevet helt tilfreds med resultatet, de er blev lidt for søde, og jeg har været for rundhåndet da jeg tilførte vanillestænger - hmmmm men til ost kan hybenmarmeladen vel gå an?
Endnu sending af grønne tomater har ramt mit køkkenbord, og rødbeder venter også - nå ja, og mine paradiæbler, og de andre æbler og kvæderne... og græskar ... jeg bliver ikke arbejdsløs lige med det første.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar