onsdag den 5. september 2012

Et åndehul

Det har været et par hektiske dage, det ene møde har afløst det andet på min skole- nyopstartede fritidsaktiviter for drengene og så lige krydret med et forældremøde i Viktors klasse. Vasketøjsbunken når rekordhøjde, køleskabet blanket af, og støvsugeren kommer snart på overarbejde. Da jeg i eftermiddags var hjemme for at vende mellem to møder, nåede jeg lige at registrere en temmelig stor edderkop (dem er jeg ikke bange for), der havde muntret med at lave et kæmpe spind i stuen. I den korte tid jeg nåede at runde hjemmet inden nyt møde, lod jeg vasketøjsbunken ligge, edderkoppen fik mulighed for at lave en tilbygning, og støvsugen summede ikke lystigt. I stedet gik jeg i haven, hvor jeg kunne glæde mig over, at en af mine fine skovranker nu blomstrer - et par stilke blev plukket og sat i en vase på badeværelset.
- Om lidt sænker jeg mig i badekarret, forsøger at glemme alt om det kaos, der hersker omkring mig i form af rod og skidt. Retter blikket mod vasen på hylden med skovrankerne, glemmer alt om, at gøre forsøg på at skabe orden i det kaos af hængepartier der er omkring mig... - Badkarret bliver om lidt mit åndehul, når badet er afsluttet, lukker jeg øjnene mens jeg på min vej i seng, skal forbi en utømt opvaskemaskine, beskidt køkkengulv, en stor edderkop, en uordnet vasketøjsbunke, legetøj på trappen... her stopper opremsningen, som med lethed kunne strækkes udover endnu et par linjer.

I morgen venter endnu en hektisk dag med mange gøremål, tror jeg får brug for endnu flere overspringshandlinger i morgen - så finder jeg et nyt hyggeligt åndehul.


2 kommentarer:

  1. Hmm, mon min mand er med på at lave badeværelset om? Så kan jeg også få et badekar. Det lyder som et godt trick til at glemme det omkringliggende kaos.

    SvarSlet