I aftes besøgte jeg en veninde, det er alt alt for længe siden, jeg sidst har set. Mærkeligt, at jeg accepterer, at der kan gå så lang tid mellem vores besøg hos hinanden, for jeg føler mig altid så godt tilpas i hendes selskab. Hun er et kært og fint menneske, hvis ord giver mig stof til nærmere eftertanke. Yderligere er hun inspirerende at være sammen med, da hun er meget kreativ og myreflittig.
I skrivende stund mærker og smager jeg på ordene "jeg har ikke tid til ikke at have tid". Jeg hører til dem, der for ofte falder omkuld på sofaen, når drengene er puttet, og der lader jeg op til næste dag. I aftes og indtil godt midnat tankede jeg ikke fornyet energi på sofaen, men hos min kære veninde, nattesøvnen blev unægtelig afkortet, men energien i dag har ikke været mindre - tværtom.
Det har været en lang dag på arbejde. Drengene har haft en lang dag først i skole og dernæst fritter, så vi tog en rask beslutning - satte kursen mod landet ud til mine forældre. Vi trængte alle tre til frisk luft, natur og grønt.
Lige nu bugner min mors køkkenhave, have, drivhus og udestue med grøntsager, blomster og frugt - sikke en rigdom. Vi plukkede tomater, grøn peber, agurk og trak de lækreste gulerødder op af jorden. Misundelse er en grim ting, men vores madpakker i morgen bliver misundelsesværdige.
I haven samlede vi de første nedblæste hasselnødder. Egern og mus havde været på besøg, og de havde taget for sig af de fine nødder, men det lykkedes os alligevel at fylde lommerne. I laden stod vognen fyldt med nyhøstet korn, som ænderne skal fodres med, når det bliver vinter. Sikke en fristelse - Viktor og Arthur tog sko og strømper af, hvorefter de kravlede op i vognen og legede i kornet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar