Søndag i Berlin

Berlin, byen er dækket af lummer varme og silende regn. MEN der skal meget mere til end lummer varme og regn, for at tage fornøjelsen af at være i Berlin. I dag tog vi U-eren til Kreuz for at se Berliner Gruselkabinett, som har til huse i en gammel bunker.
Det blev en kort og billig fornøjelse, allerede ved indgangen til kabinettet og ved første scenarie stak både Arthur og Viktor i hyl. Intet kunne overbevise dem om, at vi skulle prøve at gå videre, vi prøvede ellers ihærdigt. Kort efter kom en ældre dame ud af bunkeren, helt stor i hovedet, sagde en masse på tysk, som Allan og jeg kun forstod en brøkdel af, men vi fik så meget ud af det, at hun ikke syntes, at vi skulle tage vores drenge med derind. Godt drengene endnu ikke er så habile til tysk, at de forstod hvad hun sagde, for så får vi da heller ikke på et senere tidspunkt overbevist dem om, at vi skal se det.

Vel hjemme på Friedrichshain igen, efter den korte men grusomme oplevelse i Kreuz. På vejen ned til lejligheden kommer vi flere steder forbi snublestenene. Der måtte en del besøg i Berlin til, før jeg opdagede dem. Når man sænker blikket, ligger de der pludselig nede mellem brostenene. Historien bag snublestenene er, at de altid er placeret udenfor en bolig, hvor jøder eller andre menneskegrupper nazisterne forfulgte under 2. Verdenskrig boede. Oplysningerne på snuplestenene er sparsomme, "Hier wohnte": jødens navn - årgang - deportiert... Auschwitz. De sparsomme oplysninger gør dog, at fantasien og tankerne om den skæbne det menneske bag det lysende kvadrat i brostenene har lidt, kan folde sig ud for os idag. I hvert fald blev jeg meget påvirket de første gange, jeg på den modsatte side af vejen hvor vi bor, stødte på Hans og Martha Litten. Jeg ser for mig, hvordan de af nazisterne er hentet og revet ud af deres lejlighed, om det er sådan det fandt sted, kan jeg jo af gode grunde ikke vide, men jeg tror ikke min vildeste fantasi, formår at udtænke det grusomme de mennekser har lidt. Det påvirker mig i høj grad, at de historier findes i Berlin, og det rører mig dybt, at belinerne viser historien frem. Måske er det i virkeligheden det, jeg holder så meget af ved at være her, at det er autentisk - fandens autentisk endda og alligevel så smukt og fint. Som når fine blomster finder vej mellem betonblokke. Snublestenene (stolpestein) er lavet af kunstneren Günter Demnig, de første sten blev lagt i 1997. I dag er der støbt 17.000. snublesten de fleste findes i Tyskland men også i Østrig, Ungarn, Holland, Polen og Tjekkiet kan "skæbnestenene" ses. 

En anden fin ting i Berlin er, at alle træerne er mærket med metalplader med numre.