Tid til eftertanke

Min blog har stået helt stille de sidste 3 uger - ikke at lyst - men nød.

Jeg har, inden jeg startede min blog, været i overvejselser omkring, hvor meget jeg ville dele af mig selv på bloggen. Ét var at at vise mine kreative projekter frem, i håb om måske at kunne inspirere andre, men hvor meget af Kristina jeg ville dele, har jeg været meget i tvivl om. Egentlig er jeg stadig ikke helt afklaret, men status er pt. at det føles rigtigt, at skrive om det der rører sig i og omkring mig. Derfor tager min meget nyopstartede blog en drejning, og bliver fra dags dato også en blog om de tanker og ord, der fylder mig.

Min skønne 9. klasse havde sidste skoledag d.29.maj, de havde glædet sig - til udklædning, fest og den - traditionen tro - årlige fodbolddyst mod lærerene. Jeg er håbløs til fodbold, og det var bestemt ikke lysten der trak værket, men noget i mig med at det burde jeg for "mine" børns skyld gjorde, at jeg trak i trøjen. Jeg skulle være blevet på udskiftningsbænken, jeg skulle have indledt og afsluttet min korte fodboldkarriere der - men var i stedet på banen, rørte bolden 7 gange og en enkelt gang med hovedet (ikke et koordineret nik til bolden, men et smask i hovedet, black out, og brækket ben).
De 14 dage der er gået, siden jeg blev opereret, har været et smertehelvede af rang. Det har været en følelsesmæssig karusseltur, med vrede, angst, afmagt, tudeture og frustration. Samtidig har det også været uger, hvor jeg har oplevet en massiv opbakning fra min familie, veninder og kolleger. De er rykket sammen om mig, og de har passet mig, trøstet mig, været der for mig og har hjulpet mig. Jeg er dem inderligt taknemmelig, og midt i det kaos af følelser jeg befinder mig i, føler jeg mig rig og heldig med at have dem.

Fra igår måtte jeg igen begynde at støtte på benet, der nu bæres at to jernstænger i mine knogler. Det er virkelig grænseoverskridende at turde tro på, at jeg godt kan gå på benet igen. Jeg er helt klar over, at meget af arbejdet med at acceptere mit hævede, sammenlappede Frankensteinben foregår inde mellem ørerne, og at det handler om at adoptere det ben igen, der har været et påklistret dødt vedhæng de sidste 2½ uge. Det er jeg fuldt bevidst om, men at jeg i praksis skal "gå" og bruge sommeren på at lære at få benet til at fungere igen, er en anden snak, som jeg har meget svært ved at forholde mig til.
Jeg minder mig selv om - igen og igen, at der kunne ske langt værre ting, at jeg ikke er syg, men har brækket benet, og at det nok skal gå, men at det skal have tid.
Tiden i ro behøver jo ikke betyde stilstand, men jeg må alligevel erkende, at alt det jeg plejer at nyde i form af hækle- og strikkeprojekter, læsning, hyggelige fjernsynsprogrammer (Bonderøven, Søren Ryge, Claus Dahlby, Camilla Plum...) ikke synes så attraktive, når det beror på fravalg istedet for tilvalg.
Jeg glæder mig til igen at kunne gå ture, plukke blomster, køre bil - kort sagt, at kunne bevæge mig frit og ubesværet